
Sprog- og kulturkontakt i Vestnorden
Sprog- og kulturkontakt samt sprogenes økologi i Vestnorden er et særligt satsningsområde hos Vigdís Finnbogadóttir Instittutet for Fremmedsprog nu om stunder. Formålet er at bidrage til viden om sprogenes økologi inden for regionen såvel historisk som aktuelt. I dette øjemed har Vigdís Finnbogadóttir Instituttets medarbejdere etableret forskernetværket Sprog- og kulturkontakt i Vestnorden, hvor de i samarbejde med nordiske kolleger udforsker sprogsituationen inden for regionen. Desuden har Vigdís Finnbogadóttir Instituttets forskere taget initiativ til fire nye forskningsprojekter: 1) Det færøske, islandske og norske sprogs møde med dansk i perioden 1890-1920, 2) Vestnordisk Sprogbarometer, hvor det færøske, grønlandske og islandske sprogs aktuelle møde med dansk og engelsk udforskes, 3) Sproglig og kulturel mangfoldighed i læremidler til sprogundervisning i Norden og 4) Dansk i skoler i Island, Færøerne, Grønland og andetsprogsmiljøer i Danmark.
Desuden har Vigdís Finnbogadóttir Instituttets forskere stået for udvikling af digitale læremidler og sprogværktøjer til undervisningen i nordiske sprog. Her drejer det sig om det digitale læremiddel Icelandic Online til indlæring af islandsk samt to læremidler til undervisningen i dansk, nemlig Taleboblen og Talerum, som er under udvikling.
Vigdís Finnbogadóttir Instituttet lægger vægt på at formidle viden om de vestnordiske forhold gennem afholdelse af konferencer og forelæsninger samt udstillinger.